Hǫfuðlausn av Egil Skallagrimsson

Egil Skallagrimsson (født ca. 910) er en av disse mystiske skikkelsene som dukker opp i norrøn diktning. I løpet av et langt og spennende liv opplevde Egil svært mye. Han var ikke særlig pen å se til, snarere sier sagaen:" Som han vokste til, kunne en tidlig se på ham at han skulle bli stygg til gangs og lik farsin, svart i hår."

Skaldekunsten begynte han med allerede som treåring, på samme tid skal han også ha tilnærmet seg andre vaner. En gang ble Egil nektet å bli med på gjesting: "Nei, du får ikke bli med," sa Skallagrim [Egils far]; "for du kan ikke skikke deg i store lag, der folk lar seg ølet smake, - du er vond nok å greie, om du ingenting sterkt har smakt." Som treåring var altså Egil godt vant til ølet!?!

Etterhvet som han vokste kom han også til å vise sin voldelige side. Da Egil var i "sitt syvende år" ble det holdt knattleikr (et ballspill) på et sted som het Kvitåvollen, der samlet det seg folk fra alle kanter av bygda. Egil ble satt til å bryte med en gutt i elleveårsalderen som het Grim. Grim tok litt for hardt i, og resultatet var at sinnet beit Egil. Han tok opp knatt-treet (ballspillet involverte trepinner) og begynte å denge løs på Grim. Den andre gutten var som nevnt eldre enn Egil og dermed også sterkere og tok hardt igjen på Egil. Da tok sistnevnte en skjeggøks (våpen) og "drev øksen i hodet på ham, like inn i hjernen". Da Egil kom hjem var faren hans mutt, mens hans mor mente at Egil var et vikingemne.

Senere i livet kom Egil i klammeri med den norske kongen Eirik Blodøks. Han hadde blant annet reist nid-stang mot kongen, noe som kan karakteriseres som den groveste av alle fornærmelser. På en reise hadde Egil uflaks og forliste i nærheten av der kongen oppholdt seg. Han havnet dermed i sin fiendes klør. Arinbjørn, Egil gode venn, ba ham kvede et lovkvad om kong Eirik. Egil var ikke akkurat entusiastisk for planen, men gikk med på den. Da han dagen etter ble ført foran kongen fremførte han diktet som er blitt kalt "Hǫfuðlausn" (Hodeløsningen). Kongen likte diktet og Egil fikk beholde hodet sitt.

Hvordan det gikk for Egil videre, og alle hans eventyr, kan du lese mer om i "Egil Skallagrimssons saga", som du finner på norrønt her. Her følger derimot kvadet "Hǫfuðlausn" i dansk oversettelse etter Olaf Hansen (1923):

1.
Mod vest jeg for,
jeg tog om bord
min sangkunst med,
drag så af sted.
Jeg stævned hid
ved tøbrudstid.
Jeg rummed røst
til kvad i bryst.

2.
Tag, drot, her hvor
som gæst jeg bor,
på Englands jord
mit digterord.
Din pris med grund
i denne stund
- skaf lyd mig kun -
har fyldt min mund.

3.
Agt, fyrste, på
- du kan og må -
versenes fald,
blir der lyd i hal.
Din krigerfærd
er kendt af hver,
men Odin så,
hvor valen lå.

4.
I tusindfold
slog sværd mod skjold.
Du sprængte bold
hver våbenvold.
Med spyd man skød,
der runged stød,
og brag der lød,
som sang om død.

5.
Men uforskrækket
og skjoldbedækket
slog hirden ægget
og kampusvækket.
Under faner vandet
med blod blev blandet,
og vover røde
der stadig fløde.

6.
Tæt spydene faldt,
og liv det gjaldt.
Men Erik ry
sig vandt påny.

7.
Må tavsheden vare,
vil frem jeg fare.
Jeg kan hans svare
bedrifters skare.
Flere han mødte,
flere blødte.
Svungne klinger
mod skjolde springer.

8.
Sværdene braged
mod sværd i slaget.
Odde blev jaget
i sår og naged.
Med jern man leged,
som kinden bleged;
af våben dragne
blev helte slagne.

9.
Odde gav sår,
ægge fik skår.
Men Erik ry
sig vandt påny.

10.
Dit sværd blev rødt,
ravnen var mødt,
liv blev dødt,
for spær var der blødt.
Ulve I droge
hen, hvor I sloge.
Mange døde
blev ørnens føde.

11.
Ravnenes skare
slap for at spare;
til dyngerne svare
de daled snare.
Næbbene stinger
i røde bringer,
blod dem pletter
ulven sig mætter .

12.
Ej hungre den kan,
der er nok for dens tand.
Gik Erik i land,
faldt mangen mand.

13.
Skarpt der skødes,
freden brødes.
Der spændtes buer,
det ulven huer.
Hvast bed ægge,
pile knække;
nye fore
fra buesnore.

14.
Frem for at fælde
med heftig vælde
kongen trængte,
skjoldet han slængte.
Som før gik det her,
sit kvad er han værd,
og ry hans færd
over havet bær.

15.
Stram buen han trak
pilene stak.
Gik Erik i land,
faldt mangen mand.

16.
Hvad inderst inde
han har på sinde,
ska1 end man kende,
så vil jeg ende.
Altid den bolde
kamp vil holde,
bragende skjolde
ham fryd vil volde.

17.
Og guld han byder,
som armen pryder;
karrige skikke
lider han ikke.
Han strør så huld
blandt hirden guld,
som var det af muld,
hans hånd var fuld.

18.
Stærk fra slaget
Er hjem han draget.
Buerne dirred,
sværdene klirred.
Kongen spreder
sit guld og leder
landet med ære.
Han priset være!

19.
Fyrste! Fortæl,
digted jeg vel?
Jeg tror, med skel
Fik jeg lyd til mit held.
Ud gennem munden
dybt fra bunden
af sjælens rige
din pris lod stige.

20.
Din lov jeg kvad,
mens tavs man sad.
Jeg siger i hal,
hvad der siges skal.
Din ros min røst
bar ud fra bryst
af alle hørt
blev frem den ført.